STK Liga 2. etape

2. etape af STK ligaen, var en kort sprint fra Kværndrup til Svendborg. Dem der har Garmin cykelcomputer eller ur, kender måske segmentet, som er en del af denne rute (Segment syd for Kværndrup)

Segmentet består af 1,23 km og af de personer jeg er forbundet med på Garmin, er det Toftelund, der har sat hurtigste tid på 1:39:9 eller ca. 7 sekunder hurtigere end mig selv.

I ligaen har vi fået et nyt medlem; Henrik Strømvig, der som beskrevet i resultatet af 1. etape, har fået tildelt tiden 29:09 på 1. etape, og som på 2. etape har kørt de 9 km på 19:06.

Hurtigste på etapen er igen Jannick, i tiden 11:00, hvormed han øger forspringet til Michael G, med 1:02.

PladsNavnTidDifference
1Jannick00:11:0000:00:00
2M Gislason00:12:0200:01:02
3Kaarill00:13:2000:02:20
4Kim00:13:4800:02:48
51 Møller00:14:0000:03:00
6Frank00:14:0400:03:04
7Kenneth00:14:3600:03:36
8Adnan00:15:0400:04:04
9Gertz00:16:3400:05:34
10Henrik S00:19:0600:08:06
nIkke kørt00:21:0100:10:01

 

På trods af at resultatet af 2. etape ser lidt anderledes ud, end 1. etape, så ændre det ikke på det samlede resultat, som ser således ud:

– 1Jannick00:27:3200:00:00
– 2M Gislason00:29:1200:01:40
– 3Kaarill00:32:2200:04:50
– 41 Møller00:32:5200:05:20
– 5Frank00:33:5200:06:20
– 6Kim00:34:0000:06:28
– 7Kenneth00:34:5600:07:24
– 8Gertz00:39:3400:12:02
– 9Adnan00:41:3400:14:02
– 10Henrik S00:48:1500:20:43

 

Således er Jannick stadig på 1. pladsen, men med under 2 minutter til Michael på 2. pladsen, som har lidt mere luft til Kaarill på 3.  pladsen.

STK Liga 1. etape

Da spinning i STK-regi, er blevet droppet, har jeg oprettet en liga, for dem af klubbens medlemmer der har en hometrainer, som kan kører Bkools etaper.

Ligaen består af 10. etaper, med distancer fra under 3 km til ca. 100 km. Hver etaper er åben 14 dage og man kan køre den, så mange gange man har lyst. Det er ens bedste tid der tæller og hver uge kommer der en ny etape, ligesom den netop afsluttede etape og det samlede resultat bliver offentliggjort her på siden.

Bkools resultatside er ikke den gældende, da deres system desværre er voldsomt omstændigt at arbejde med.

Resultatet af 1. etape

PladsNavnTidDifference
1Jannick00:16:3200:00:00
2M Gislason00:17:1000:00:38
3Kaarill00:19:0200:02:30
41 Møller00:18:5200:02:20
5Frank00:19:4800:03:16
6Kim00:20:1200:03:40
7Kenneth00:20:2000:03:48
8Gertz00:23:0000:06:28
9Adnan00:26:3000:09:58
10
nIkke kørt00:29:0900:12:37

Som det ses har 9 personer gennemført de 13 km, som er taget fra Lundeborg Triatlon.
Til det virkelige stævne, kan man stille op på to distancer, hhv. familie 300/13/3 og elite på 600/26/6.
Hurtigste cykeltid på familie, som er samme rute, som der køres her i ligaen, lavede Alexander Salby fra Rødekro Tri & Motion og var 17:13 (Se resultatlisten her)
Hurtigste på den lange var Claus Møller fra Svendborg Triatlon Klub, som også endte på en flot 2. plads. Hans cykeltid var 41:44,2.

Hurtigste i ligaen var Jannick i tiden 16:32. Til sammenligning var hans tid på elitedistancen 44:59,8, som var 11 hurtigste cykeltid. Jannick sluttede på plads nr. 13.

Den nederste tid i skemaet, gives til de deltagere der ikke selv har kørt etapen. Den er udregnet, som den langsomste deltager plus 10 %. Altså Adnans 26:30 plus 2:39.
Det giver deltagere, som først senere kommer ind, mulighed for stadig at kvalificere sig, ligesom deltagere, som ikke får kørt en etape undervejs, ikke kommer håbløst langt bagefter.

Det samlede resultat efte 1. etape, er selvsagt det samme som resultatet af 1. etaper 🙂

 

Mens vi venter på sæsonstart

Det var en overraskelse, da vi i Skotland blev præsenteret forAll X Tri’s (som det hed den gang) familieforøgelse, med de tre stævner Janosik, Alaskaman og Canadaman.
Nu havde jeg lige gennemfør de tre oprindelige race, Norseman, Swissman og Celtman, og dermed gjort mig berettiget til en plads til i deres Hall of Fame.
Straks gik jeg igang med at planlægge hvordan jeg kunne få tage de tre løb, og fastholde min plads i Hall of Fame, og i has tilmeldte jeg mig Janosik, og tænkte at jeg kunne tage de to øvrige i ’18.

Janosik blev desværre en skuffelse, da jeg ikke nåede cut off’et på 25 km, og måtte udgå med kun 15 km igen, men det er en anden historie.

Under overvejelserne til hvilke stævner jeg skulle stille op i, i 2018, kommer der pludselig endnu et løb på banen i Sverige – Swedenman, således at der nu var 7 løb, og både Michael og jeg tilmelder os dette og Norseman, og jeg tilmelder mig desuden lodtrækningen på Alaskaman, samt Janosik og endelig Winterman.

Resultatet af lodtrækningen er kun lige blevet offentliggjort, og jeg har fået Swedenman, Janosik og Winterman, men afslag på Norseman og Alaskaman, med det for lille forbehold, at hvis nogen melder fra, så kan jeg være “heldig” at skulle til Alaska alligevel. I så fald er planen at tage Canadaman også, som ikke er med lodtrækning.
Og så offentliggøre XTri World Tour, at der er tre nye løb på programmet, i henholdsvis Italien, Spanien og Sydamerika.

Pludselig er der rigtig langt til pladsen i Hall of Fame. På den anden side er jeg sådan set godt på vej, og selv om jeg havde haft de syv når ’18 sæsonen var overstået, hvis alt havde flasket sig (ikke var udgået og været heldig i lotteriet), så er udfordringen ens for alle, og jeg har trods alt allerede været heldig og fået startnummer til flere af dem.

Jeg glæder mig til at se hvad det bliver for race og hvornår de ligger. Patagonien er langt væk, men Italien og Spanien skulle være muligt at tage.

Nordamerika, Nordeuropa, Østeuropa, og nu Sydeuropa og Sydamerika. Så mangler vi lidt Afrika, Mellemøsten, Rusland, Asien og Australien. Vi kommer ikke til at løbe tør for stævner lige foreløbig.

XTri World Tour består herefter af 10 stævner, hvilket nok også i højere grad retfærdiggøre en Hall of Fame.
Ud over de ti stævner, er der en række mindst lige så krævende ekstreme triatloner rundt om, primært i Europa, som kunne være spændende at stille op i, så bare kom igang med træningen.

 

Svar fra Swedenman

Jeg har tjekket min mail mindst 100 gange i dag, og jeg har stadig ikke hørt fra Swedenman…

I formiddags var der ellers svar fra Alaskaman, som desværre ikke kunne tilbyde mig plads i racet til næste år. I hvert fald ikke til at starte med, så jeg må have tålmodighed et par uger endnu, før jeg ved besked.

Men kom nu Swedenman – De kan nok ikke få armene ned, efter de slog Italien i fodbold den anden dag.

Efter at have læst lidt på deres facebookside (for det kan man godt, uden selv at have en facebook-konto), kan jeg se at tilmelding lukkede natten til i dag, den 15/11 og resultatet af lodtrækningen først vil blive annonceret på lørdag den 18/11…

Og så får jeg pludselig den her besked fra Michael

Jeg griber straks telefonen og ringer til ham og siger tillykke… Men min indbakke er stadig tom.
Betyder det så at jeg ikke skal med, eller hvad sker der mon?

Anyway. Michael er med, og jeg er super glad på hans vegne. Supporter, tja, hvis ikke jeg selv får den, er det mig. 🙂

Opdatering

Det slog mig pludselig, at jeg kunne tjekke min spamfolder…

Og minsandten om ikke der er svar fra Swedenman… Og svaret er det samme som Michael fik.

 

Næste års duel mellem Michael og mig, bliver altså i Åre den 11. august.

Status p.t. er altså 11. august Swedenman, 1. september Janosik med Michael som supporter og 14. oktober Winterman med Lotte som supporter, men jeg ved endnu ikke hvem jeg skal have med til Sverige. Det er samme uge, som pigerne skal starte i skole efter sommerferien, så det er måske meget smart at den ene af os er hjemme til det.

En “mellemtid” på lotteriet

Alaskaman er et af de nye medlemmer af X Tri World Tour, og tildeles lige som Norseman og flere af de andre, via lodtrækning.

Den 1. november signede jeg op til Norseman, Swedenman, Janosik og Alaskaman. (Læs evt min post om lotteriet her)

Jeg valgte ikke at signe til Celtman, Swissman og Canadaman – De to første, fordi jeg allerede har gennemført dem, og selv om jeg har planer om at tage til Skotland igen, for at få den blå t-shirt, men ikke i ’18.
Canadaman har jeg ikke, men den tildeles ikke via lodtrækning og jeg har derfor ikke signet til den, da jeg tænkte at jeg ville gøre det, i fald jeg fik Alaskaman.

Allerede for et par dage siden, fik jeg beskeden om, at jeg ikke fik plads i den næste Norseman.

Den 15. november – altså i dag, kommer der svar fra Alaska og Sverige, ligesom tilmeldingen til Winterman åbner.

Billedet siger næsten det hele

Ingen Alaskaman i ’18, og selvom overnatning og rejseplaner var delvist booket og planlagt, så er planen at droppe Canadaman, med mindre det kan passes ind og falder i god jord, i forhold til en tur over Atlanten, sammen med familien, som alternativ nonfirmation for Zenia – Nå ja, der er, som de skriver stadig mulighed for at få en plads, hvis en af dem der var heldige i lotteriet, ikke takker ja, men lad os nu de.

Jeg har ikke fået svar fra Sverige, hvor jeg også har booket overnatning, men ikke fundet supporter endnu, så næste år er der 2 eller 3 stævner på programmet.
Måske Swedenman i august, Janosik i september, sammen med Michael og Winterman sammen med Lotte.

Winterman 2017

I 2016, da jeg troede sæsonen var overstået, blev jeg opmærksom på den Tjekkiske version af ekstrem IM distance triatlon – Winterman.
Alene navnet tiltrak min opmærksomhed, og jeg meldte mig til, med meget kort varsel til træning.
Samme år, havde jeg gennemført Swissman, og statistikken på Endomondo, afslører at jeg måneden før Swissman, havde trænet mere end 50 timer – Det var samme forår jeg kæmpede med særligt mit højre knæ og måtte holde træningspause en længere periode.

Til sammenligning brugte jeg ikke engang 50 timer de to måneder op til Winterman, og målsætningen om at komme igennem på 16 timer, som var min tid fra Swissman, endte faktisk med at blive en forbandelse, da løbet, og særligt cykelruten, på ingen måder kan sammenlignes.
Så på trods af, at svømningen i Schweiz var aflyst pga. tordenvejr, kunne jeg regne ud, at jeg kunne gå, det meste af løberuten i Tjekkiet, og stadig nå mit mål, og så var det sq svært at motivere sig til at løbe.

Winterman 2017 har ligget i kalenderen hele sæsonen, og sammenligner jeg statistikken fra endomondo, ligner billedet ved første øjekast ovenstående fra 2016.
50 % mere træning i august og september i ’17, end i ’16. Det skal dog bemærkes at jeg også havde et stævne, Janosik 1. september.

I min higen efter at gennemføre så mange af de ekstreme, som muligt, kan det virke underligt at jeg tager det samme stævne igen, men der er flere gode grunde til det.


Ud over de nævnte grunde i videoen, så ligger stævnet på et tidspunkt, hvor det ikke konflikter med andre stævner, det er, for at sige det som det er, pisse billigt og et imponerende velorganiseret stævne. What’s not to like.

Som jeg nævner i videoen, havde jeg også fået en anden fra klubben til at melde sig… og ikke hvem som helst.

Tilbage i 2015 vandt jeg over Michael til et stævne i Jels, men siden da, har han slået mig i alt vi har stillet op til, så som jeg siger i videoen, så skal jeg virkelig presse mig, bare for at følge med ham.

Til sammenligning er her Michaels træning, og som det ses har han også lagt flest timer op til hans første stævne, Swissman, som lå en uge efter mit Celtman i juni.
På trods af at han bruger færre timer, formår han alligevel at slå mig 🙁

Lotte skulle igen være min supporter, og Michael havde hele familien med. Jeg havde booket to lejligheder tæt på T1 til os, og på vejen, rundede vi lige Dresden, hvor jeg skulle hente nye stumper til min cykel, så den kan “syncro shifte“. Læs om det i en anden post her på bloggen.

Derfra kørte vi på sight seeing i et fantastisk landskab på grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland, hvor europas største naturskabte sten-bro findes.
Videre til Decin, og tjekkede ind i vores lejlighed, tage imod familien Gislason og videre ud og finde noget mad.
Her er det virkelig dejligt at være bare en lille smule lokalkendt.

Næste dag ned til registrering lidt merchandise indkøb, hilse på Vlad og Daniella og prøve svøm i Elben.
Vandet var koldt, men på ingen måde ulideligt, og det var godt lige at fornemme strømmen i floden. Som det ses af videoen herunder, skal man helst ikke misse svømme exit, for det er tæt på umuligt at svømme op mod strømmen.

Efter briefing var der lejlighed til lige at tjekke skiftezonen ud.

Jeg brugte lidt tid på at montere det nyindkøbte udstyr på min cykel, og så cyklede vi en lille tur ned, for at se hvorfra svømmestarten skulle være.
Vi droppede dog de sidste par km, for asfalten var skrællet af, men gearene virkede, og det var fint lige at fornemme at alt var i orden.

Imens vi cyklede, slappede supporten af, eller lagde taktik eller snakkede om heste?

Om aftenen var vi på restaurant, hvor der blev spist igennem.

Raceday

Svømmestart er planlagt til kl. 0500, og færgen sejler kl. 0340. Hvorfor jeg er blevet bidt af den her sport, aner jeg ikke…

Ned i skiftezonen og tjekke cykel ind, gøre cykeltøj klar og aftale de sidste ting med Lotte.Det var voldsomt tåget, og det kom vist ikke fra det nærliggende disco, hvor der ellers var godt gang i den.
Planmæssig afgang, men turen mod strømmen, var tilsyneladende mere end kaptajnen var vant til.

0625, eller lige deromkring gik starten endelig, efter at være sejlet på grund mindst tre gange, været ved at torpedere kajakkerne, der skulle supporte os på svømningen, overvejelser omkring at forkorte svømmedistancen, adskillige ture på toilettet og forsøg på at slappe lidt af på båden.

Jeg fik lov til at låne Vlads telefon, så jeg kunne ringe til Lotte og Mette, så de ikke skulle stå unødigt lang tid i T1 og vente.

Både Michael og jeg oplevede at skulle bruge lidt tid på at få styr på vejrtrækningen, men temperaturen var ellers ikke en udfordring for os, og jeg var glad for at have valgt den lille hætte og ikke den jeg kæmpede med i Slovakiet.
Når man svømmer har man ingen fornemmelse af tiden, og selv om jeg havde ur på, havde jeg ikke lyst til at tjekke klokken, for tænk om jeg troede jeg var halvvejs og kun havde svømmet i et kvarter, så jeg brugte energien på at observere de andre svømmere. Hvor var der god strøm, og selv om jeg startede som en af de sidste, havde jeg efterhånden fornemmelse af at ligge meget godt i feltet.
Pludselig runder man en hjørne på floden, vist enden af en dock, og så er den første af de tre broer, som alle ligger i Decin og tæt på T1 – Det er så stor en lettelse af nå dertil.

Lige som sidste år havde jeg krydset floden lidt for tidligt, og vandet fra sidefloden var virkelig koldt, men alligevel hellere det, end at misse exit.
Da jeg kom op i T1, godt hjulpet af Lotte, var der godt gang i den. Masser af mennesker og aktivitet og fantastisk at se at der lå masser i vandet bag mig. Jeg kastede også lige et blik over mod Michaels plads, og til min forbavselse hang hans cykel der stadig.
På kanten a krampe i lægene, når våddragten skal trækkes af, og vesten var vi lige ved at glemme (som sædvanlig)

Michael når at overhale mig i T1, og jeg kommer ud på cyklen 2 et halvt minut efter ham.
Jeg tog det stille og roligt ud af byen og lige nord for Decin var der tre steder med vejarbejde, hvor det ene sport var fræset af, så selvom om politiet regulerede trafikken, skulle man lige være ekstra opmærksom.
Michael har altid været godt kørende på cykel, og jeg kørte mit eget løb, hvor jeg stille og roligt tog den ene efter den anden. Der er hele tiden en ny rød baglygte at jagte, og jeg er faktisk nød til at at lægge bånd på mig selv, for ikke at træde for hårdt.

På grund af den forsinkede start, er det lyst, men stadig tåget i starten af løbet. Det laver ikke om på at det er en flot tur gennem bjergene.

Når jeg nærstuderer Michaels og mit GPX-track fra cyklingen, vurdere jeg at Michael kører lidt hurtigere en mig på nedkørslerne. Han vejer 10-15 kg mere, som hjælper ham der, og jeg er nok lidt mere en bangebuks. Til gengæld virker mig nutrition-plan, som det vist hedder på moderne dansk. Havrebar er for omstændige af konsumere, så jeg har fyldt tasken med en helt anden form for energi, som er lettere at indtage på en cykelrute med mange sving og bakker.

M&M’s og vingummier

Efter ca. 60 km. og en grim nedkørsel med mange sving i skoven, men våd vej, overhaler jeg Michael, som står sammen med Mette.
Jeg råber dem an, men er forbi, før det går op for mig at der måske var noget galt.
Lidt efter snakker jeg med Lotte, som fortæller at han har været styrtet, men oppe igen.

Ved et stop halvvejs, holder jeg en lidt længere pause, med både toiletbesøg og rugbrødsmad, og da Mette triller ind lige bag os, da jeg skal til at køre videre, venter jeg lige, for ved selvsyn at se hvordan Michael har det.
Jeg kan se han er godt brugt, sveder og lader til at kæmpe mere end mig, og jeg opfordre ham til ikke at tage hans koffein endnu, men vente.

Han får den ikke, men er åbenbart ikke tilfreds, og får den kort efter, og resten af cykelruten ligger han lige bag mig.
Lotte forsøger forgæves at få koffein i mig, men jeg kan se jeg stadig overhaler nogle af de andre og føler mig ikke presset endnu.

Da jeg forlader T2, er jeg under 5 min. foran Michael, og dybt forundret over at have slået ham på cyklen.

Selvfølgelig har styrtet kostet ham lidt tid, men på den anden side holdte jeg også en længere pause, for lige selv at se ham i øjnene.

Jeg tager den første km rundt om golfbanen roligt og får tømt en dunk væske, før jeg forlader Malevile. Lotte og jeg har aftalt at mødes ved tankstationen 10-12 km ude og inden hun sender mig afsted, kan hun fortælle at Michael er lige i hælene på mig.
Sidste års passive løb er nu skiftet ud med masser af løb, og jeg kikker mig konstant over skulderen, men uden at kunne se Michael.

Lotte og jeg misser hinanden ved tanken og jeg må løbe videre, selvom jeg mangler væske. Det er en varm dag og heldigvis kommer jeg på et tidspunkt forbi en vandpost, hvor jeg lige kan få lidt at drikke og skyller et par pamol ned, da mit knæ brokker lidt. Ikke noget kritisk, men det skal ikke fjerne fokus lige nu.

Jeg var i den grad flyvende på løbet

Kort efter møder jeg Lotte og får mere væske og et par andre sko at løbe i.
Efter jeg er løbet videre, ankommer Michael til samme sted, så han ligger virkelig tæt på.

Det er først her sidst på løbet jeg tager min koffein og det gør mig i stand til at løbe hele vejen op til Jested, og må faktisk vente på Lotte, da hun løber med det sidste stykke.


På den sidste del sætter jeg Michael med en halv time og kommer i mål i tiden 13:37:08


To trætte STK’er i mål på toppen af Jested.

Nå ja, jeg glemte lige en ting.
I T1 valgte jeg et par strømper, som er lidt ekstra tykke, da jeg var godt kold, efter en god time i det kolde vand.
Jeg fik aldrig varmen i fødderne, og skiftede strømper halvvejs gennem cyklingen. Der blev jeg mødt af nedenstående syn.

Nej jeg har ikke fået en bowlingkugle over foden. Det er blot resultatet af 1.000 vis tryk på en lettere klemt tå i for små sko.

Et par dage efter var der en stor blod/væskeansamling bag neglen, som jeg prikkede hul på, men den kom bare igen.

14 dage efter, efter en svømmetræning, så jeg sådan ud, og her to måneder efter er tåen stadig lidt rød og hævet.

Dagen efter er der ceremoni på Malevile, hvor vinderne får overrakt præmie.
Michael havde det tydeligvis skidt og lignede en med tømmermænd. Om det var styrtet eller et voldsomt salt-indtag var ikke til at sige, men en langt mere lavmælt Michael end vi er vant til.


Tak til alle der fulgte mig på dagen, til dem der gjorde det muligt for mig at deltage. Tak til Daniella og Vlad for et fantastisk løb.

Slutteligt den officielle film

Nå ja, og så lige den her.

Vi ses i Decin i ’18.

Syncro shift

Min første cykel havde kun eet gear – Ja vi er tilbage engang i slut 70’erne vil jeg tro, så da jeg senere fik ny, brugt, cykel, og den havde to gear, var det en voldsomt forbedring. At man skiftede, ved at træde pedalerne lidt baglæns, føltes slet ikke som et handikap, selvom jeg ofte fik bremset lidt, når jeg ville skifte. Ligesom den skiftede utilsigtet, når jeg bremsede, for dengang havde jeg kun fodbremse.
Senere igen fik jeg tre gear, men stirrede misundeligt på min gode vens 10 eller 12 gears cykel. Flere gear var lige med mere fart og fart var fedt.

Min 10 år gamle MTB har 9 speed kassette, min lidt nyere alu-racer 10 speed og min tricykel 11 speed, så det virker også som om producenterne stiler efter flere og flere gear på kasetten, omend der er en tendens til at droppe flere klinger, så hvor min MTB har tre klinger, har moderne MTB kun een. Spændet mellem største og mindste tandhjul i kassetten er så til gengæld noget større. Selv på tricyklerne, er dem der kører flad landevej begyndt at droppe de to klinger, og nøjes med en.
Til mit brug, med en del bjergkørsel, vælger jeg nu at holde fast i to klinge systemet, som giver mig 22 gear.

22 gear er dog teoretisk. For det første er der en del producenter der fraråder de yderste gear på kasetten til modsatte klinge. Altså stor klinge til stort tandhjul på kasetten og omvendt. Begrundelsen skulle være øget stress på kæde og gear.
Desuden er der et overlap i gear-ratio, som det ses af tabellen herunder.

3452
113,0909094,727273
122,8333334,333333
132,6153854
142,4285713,714286
162,1253,25
181,8888892,888889
201,72,6
221,5454552,363636
251,362,08
281,2142861,857143
321,06251,625

Her vises alle kombinationer af mine gear, og ratio udregningen svarer til at for hver omgang jeg træder i pedalerne, drejer baghjulet ratio-tallet omgange. Kender du omkredsen af dit hjul, ganger du det på ratio, og har så fremdriften pr. pedalomgang, men det er uinteressant lige nu 🙂

Kombinationen 52/32 giver et ration på 1,625, som ligger et sted mellem kombinationerne 34/18 og 34/22.

Lidt mere forsimplet, kan man sige at skulle man have et 2 speed kasette 17-26 og samme klingesæt som ovenstående 34/52, har man ikke 4 gear, som man skulle tro, men kun tre forskellige.

3452
1723,058824
261,3076922

Kombinationen 34/26 giver samme ratio som 52/26. Man tilbagelægger altså samme distance, uanset hvilken af de to kombinationer man vælger.

Lad os holde det simpelt her, og undlade at kikke på effektiviteten i trådet og forskellen mellem stor og lille klinge.

Hvis jeg accelerere, skal jeg altså skifte fra 34/26 til 34/17 og videre til 52/17, hvilket ville være nemt. Skift først på den ene skifter og så på den anden, men på min 11 speed vil en tilsvarende acceleration, typisk kræve skift på bagereste skifter indtil mindste tandhjul rammes, og kombinationen lille klinge lille tandhjul, som producenten fraråder, og så et skift til stor klinge samtidig med tre skift ned på bagerste, for at ratioen fortsætter uden for stort spring.

Det samme gør sig naturligvis gældende, når man kører op af bakke og gear’er den anden vej.

Shimano har til dette udviklet Syncro Shift, som laver dette skift for dig.
Helt bogstaveligt betyder det at du ikke selv længere behøver at skifte mellem stor og lille klinge – Det gør gear-systemet selv, i forhold til dine præferencer og gear-ratio.

Således undgås yderlighederne med øget stress på kæde og gear, og man får automatisk det næste gear i ration-rækken.

På papiret virkelig smart, og på vej til Winterman, kørte jeg forbi en cykel-web-shop, som havde den hardware der skal til, for det virker naturligvis ikke med ældre DI2 modeller. Ny batteriholder og Dfly, som er den enhed der gør at jeg kan kommunikere trådløst fra min cykelcomputer. Egentlig kan man godt gøre det uden, men jeg havde ikke kablerne med, så jeg kunne konfigurere gearne fra min computer, så det skulle gøres via bluetooth fra enten telefon eller ipad.

Jeg betragter mig selv som en efterhånden erfaren triatlet med både en del år og stævner bag mig, så jeg har også hørt dem der siger at man ikke skal eksperimentere med nye gel, tøj eller teknik på raceday. På den anden side kan jeg ikke have sådan noget hardware liggende uden at montere det, og selve syncro shift er ret let at slå til og fra mens man kører.

Jeg er generelt meget opmærksom på hver gang jeg skifter mellem stor og lille klinge. Nok fordi mine gear ikke er 100 % justeret, og jeg har været for doven til at gøre det. Det betyder at jeg en gang imellem smider kæden.
Med syncro shift aktiveret betød det at jeg nærmest ved hvert gearskift nu var ekstra opmærksom, for jeg vidste endnu ikke præcis hvornår den ville skifte mellem stor og lille klinge.
Systemet har også fået kritik af skift netop fra stor til lille klinge, ved kørsel op af bakke, hvor man trykker hårdt og typisk timer sit skift, så man ikke er midt i powerzonen i trådet – Det synes jeg nu ikke jeg havde nogen problemer med, men jeg fik skiftet ud over største klinge nogle gange – Ikke noget der ikke kunne fikses ved et manuelt skift tilbage på lille klinge. Fakrisk valgte jeg flere gange når jeg nærmede mig en opkørsel, at skifter manuelt til lille klinge.
Man kan med andre ode godt manuelt skifte, selvom man er i syncro shift mode.

Ud over syncro shift, hvor ratio-rækken holdes og ydre-gearne undgås, og almindelige manuelle skift, er der desuden et tredje mode, hvor den lidt mere med hoved under armen skifte f.eks. to gear bagpå, hvergang du skifter foran – Dette mode har jeg dog ikke prøvet endnu.

Er det pengene værd?
Well, det giver ingen yderligere watt, ingen ændring i vindmodstand eller anden umiddelbar fordel, men er +95 % gadget.
Da jeg skiftede til DI2 med dobbelt-skiftere, oplevede jeg at jeg var mere tilbøjelig til at skifte gear, end jeg var vant til, da jeg kun havde skifter i aero-barene.

Som det ses af ovenstående graf, taget fra di2stat.com og mit winterman race i 2017. (Jeg ved ikke lige hvordan jeg skifter gear-indstillinger på di2 stat, så der står fejlagtigt 53/39 og ikke 52/34, som er mit faktiske klingesæt, ligesom jeg ikke kører 11-23, men i det aktuelle løb, kørte 11-32, men det er ikke afgørende) Grafen viser at jeg undgår de yderlige gear, som 53/23, 39/14, 13, 12 og 11 (som i virkeligheden er 52/32 m.v.)

Her er tilsvarende statistik fra winterman 2016, hvor det ses at de yderligere gear ikke er undgået.

Det er ikke helt let at aflæse her, men øverste piechart er fra 2017, nederste fra 2016, og 12 et halvt minut i yderligere gear i ’16, som blev undgået i ’17.

Ja ok, det er ikke helt fair at sammenligne, for i ’17 kørte jeg på Osymentric 52/34, mens jeg i ’16 kørte på Rotor 50/32, men det ændre ikke ved at de yderligere gear er undgået.
Der er så heftig debat på visse forra, hvorvidt det faktisk er nødvendigt at holde sig fra disse gear eller ej.
For mig er det primært fascinationen af teknik, der er tilfredsstillet med syncro shift, og med lidt mere justering og opsætning, er jeg sikker på at det nok skal komme til at køre helt smooth.
Og mon ikke dette blot er første skridt på vej mod mere automatiserede gearskift, som f.eks. selv skifter for at holde en bestemt kadance e.l.