Winterman 2017

I 2016, da jeg troede sæsonen var overstået, blev jeg opmærksom på den Tjekkiske version af ekstrem IM distance triatlon – Winterman.
Alene navnet tiltrak min opmærksomhed, og jeg meldte mig til, med meget kort varsel til træning.
Samme år, havde jeg gennemført Swissman, og statistikken på Endomondo, afslører at jeg måneden før Swissman, havde trænet mere end 50 timer – Det var samme forår jeg kæmpede med særligt mit højre knæ og måtte holde træningspause en længere periode.

Til sammenligning brugte jeg ikke engang 50 timer de to måneder op til Winterman, og målsætningen om at komme igennem på 16 timer, som var min tid fra Swissman, endte faktisk med at blive en forbandelse, da løbet, og særligt cykelruten, på ingen måder kan sammenlignes.
Så på trods af, at svømningen i Schweiz var aflyst pga. tordenvejr, kunne jeg regne ud, at jeg kunne gå, det meste af løberuten i Tjekkiet, og stadig nå mit mål, og så var det sq svært at motivere sig til at løbe.

Winterman 2017 har ligget i kalenderen hele sæsonen, og sammenligner jeg statistikken fra endomondo, ligner billedet ved første øjekast ovenstående fra 2016.
50 % mere træning i august og september i ’17, end i ’16. Det skal dog bemærkes at jeg også havde et stævne, Janosik 1. september.

I min higen efter at gennemføre så mange af de ekstreme, som muligt, kan det virke underligt at jeg tager det samme stævne igen, men der er flere gode grunde til det.


Ud over de nævnte grunde i videoen, så ligger stævnet på et tidspunkt, hvor det ikke konflikter med andre stævner, det er, for at sige det som det er, pisse billigt og et imponerende velorganiseret stævne. What’s not to like.

Som jeg nævner i videoen, havde jeg også fået en anden fra klubben til at melde sig… og ikke hvem som helst.

Tilbage i 2015 vandt jeg over Michael til et stævne i Jels, men siden da, har han slået mig i alt vi har stillet op til, så som jeg siger i videoen, så skal jeg virkelig presse mig, bare for at følge med ham.

Til sammenligning er her Michaels træning, og som det ses har han også lagt flest timer op til hans første stævne, Swissman, som lå en uge efter mit Celtman i juni.
På trods af at han bruger færre timer, formår han alligevel at slå mig 🙁

Lotte skulle igen være min supporter, og Michael havde hele familien med. Jeg havde booket to lejligheder tæt på T1 til os, og på vejen, rundede vi lige Dresden, hvor jeg skulle hente nye stumper til min cykel, så den kan “syncro shifte“. Læs om det i en anden post her på bloggen.

Derfra kørte vi på sight seeing i et fantastisk landskab på grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland, hvor europas største naturskabte sten-bro findes.
Videre til Decin, og tjekkede ind i vores lejlighed, tage imod familien Gislason og videre ud og finde noget mad.
Her er det virkelig dejligt at være bare en lille smule lokalkendt.

Næste dag ned til registrering lidt merchandise indkøb, hilse på Vlad og Daniella og prøve svøm i Elben.
Vandet var koldt, men på ingen måde ulideligt, og det var godt lige at fornemme strømmen i floden. Som det ses af videoen herunder, skal man helst ikke misse svømme exit, for det er tæt på umuligt at svømme op mod strømmen.

Efter briefing var der lejlighed til lige at tjekke skiftezonen ud.

Jeg brugte lidt tid på at montere det nyindkøbte udstyr på min cykel, og så cyklede vi en lille tur ned, for at se hvorfra svømmestarten skulle være.
Vi droppede dog de sidste par km, for asfalten var skrællet af, men gearene virkede, og det var fint lige at fornemme at alt var i orden.

Imens vi cyklede, slappede supporten af, eller lagde taktik eller snakkede om heste?

Om aftenen var vi på restaurant, hvor der blev spist igennem.

Raceday

Svømmestart er planlagt til kl. 0500, og færgen sejler kl. 0340. Hvorfor jeg er blevet bidt af den her sport, aner jeg ikke…

Ned i skiftezonen og tjekke cykel ind, gøre cykeltøj klar og aftale de sidste ting med Lotte.Det var voldsomt tåget, og det kom vist ikke fra det nærliggende disco, hvor der ellers var godt gang i den.
Planmæssig afgang, men turen mod strømmen, var tilsyneladende mere end kaptajnen var vant til.

0625, eller lige deromkring gik starten endelig, efter at være sejlet på grund mindst tre gange, været ved at torpedere kajakkerne, der skulle supporte os på svømningen, overvejelser omkring at forkorte svømmedistancen, adskillige ture på toilettet og forsøg på at slappe lidt af på båden.

Jeg fik lov til at låne Vlads telefon, så jeg kunne ringe til Lotte og Mette, så de ikke skulle stå unødigt lang tid i T1 og vente.

Både Michael og jeg oplevede at skulle bruge lidt tid på at få styr på vejrtrækningen, men temperaturen var ellers ikke en udfordring for os, og jeg var glad for at have valgt den lille hætte og ikke den jeg kæmpede med i Slovakiet.
Når man svømmer har man ingen fornemmelse af tiden, og selv om jeg havde ur på, havde jeg ikke lyst til at tjekke klokken, for tænk om jeg troede jeg var halvvejs og kun havde svømmet i et kvarter, så jeg brugte energien på at observere de andre svømmere. Hvor var der god strøm, og selv om jeg startede som en af de sidste, havde jeg efterhånden fornemmelse af at ligge meget godt i feltet.
Pludselig runder man en hjørne på floden, vist enden af en dock, og så er den første af de tre broer, som alle ligger i Decin og tæt på T1 – Det er så stor en lettelse af nå dertil.

Lige som sidste år havde jeg krydset floden lidt for tidligt, og vandet fra sidefloden var virkelig koldt, men alligevel hellere det, end at misse exit.
Da jeg kom op i T1, godt hjulpet af Lotte, var der godt gang i den. Masser af mennesker og aktivitet og fantastisk at se at der lå masser i vandet bag mig. Jeg kastede også lige et blik over mod Michaels plads, og til min forbavselse hang hans cykel der stadig.
På kanten a krampe i lægene, når våddragten skal trækkes af, og vesten var vi lige ved at glemme (som sædvanlig)

Michael når at overhale mig i T1, og jeg kommer ud på cyklen 2 et halvt minut efter ham.
Jeg tog det stille og roligt ud af byen og lige nord for Decin var der tre steder med vejarbejde, hvor det ene sport var fræset af, så selvom om politiet regulerede trafikken, skulle man lige være ekstra opmærksom.
Michael har altid været godt kørende på cykel, og jeg kørte mit eget løb, hvor jeg stille og roligt tog den ene efter den anden. Der er hele tiden en ny rød baglygte at jagte, og jeg er faktisk nød til at at lægge bånd på mig selv, for ikke at træde for hårdt.

På grund af den forsinkede start, er det lyst, men stadig tåget i starten af løbet. Det laver ikke om på at det er en flot tur gennem bjergene.

Når jeg nærstuderer Michaels og mit GPX-track fra cyklingen, vurdere jeg at Michael kører lidt hurtigere en mig på nedkørslerne. Han vejer 10-15 kg mere, som hjælper ham der, og jeg er nok lidt mere en bangebuks. Til gengæld virker mig nutrition-plan, som det vist hedder på moderne dansk. Havrebar er for omstændige af konsumere, så jeg har fyldt tasken med en helt anden form for energi, som er lettere at indtage på en cykelrute med mange sving og bakker.

M&M’s og vingummier

Efter ca. 60 km. og en grim nedkørsel med mange sving i skoven, men våd vej, overhaler jeg Michael, som står sammen med Mette.
Jeg råber dem an, men er forbi, før det går op for mig at der måske var noget galt.
Lidt efter snakker jeg med Lotte, som fortæller at han har været styrtet, men oppe igen.

Ved et stop halvvejs, holder jeg en lidt længere pause, med både toiletbesøg og rugbrødsmad, og da Mette triller ind lige bag os, da jeg skal til at køre videre, venter jeg lige, for ved selvsyn at se hvordan Michael har det.
Jeg kan se han er godt brugt, sveder og lader til at kæmpe mere end mig, og jeg opfordre ham til ikke at tage hans koffein endnu, men vente.

Han får den ikke, men er åbenbart ikke tilfreds, og får den kort efter, og resten af cykelruten ligger han lige bag mig.
Lotte forsøger forgæves at få koffein i mig, men jeg kan se jeg stadig overhaler nogle af de andre og føler mig ikke presset endnu.

Da jeg forlader T2, er jeg under 5 min. foran Michael, og dybt forundret over at have slået ham på cyklen.

Selvfølgelig har styrtet kostet ham lidt tid, men på den anden side holdte jeg også en længere pause, for lige selv at se ham i øjnene.

Jeg tager den første km rundt om golfbanen roligt og får tømt en dunk væske, før jeg forlader Malevile. Lotte og jeg har aftalt at mødes ved tankstationen 10-12 km ude og inden hun sender mig afsted, kan hun fortælle at Michael er lige i hælene på mig.
Sidste års passive løb er nu skiftet ud med masser af løb, og jeg kikker mig konstant over skulderen, men uden at kunne se Michael.

Lotte og jeg misser hinanden ved tanken og jeg må løbe videre, selvom jeg mangler væske. Det er en varm dag og heldigvis kommer jeg på et tidspunkt forbi en vandpost, hvor jeg lige kan få lidt at drikke og skyller et par pamol ned, da mit knæ brokker lidt. Ikke noget kritisk, men det skal ikke fjerne fokus lige nu.

Jeg var i den grad flyvende på løbet

Kort efter møder jeg Lotte og får mere væske og et par andre sko at løbe i.
Efter jeg er løbet videre, ankommer Michael til samme sted, så han ligger virkelig tæt på.

Det er først her sidst på løbet jeg tager min koffein og det gør mig i stand til at løbe hele vejen op til Jested, og må faktisk vente på Lotte, da hun løber med det sidste stykke.


På den sidste del sætter jeg Michael med en halv time og kommer i mål i tiden 13:37:08


To trætte STK’er i mål på toppen af Jested.

Nå ja, jeg glemte lige en ting.
I T1 valgte jeg et par strømper, som er lidt ekstra tykke, da jeg var godt kold, efter en god time i det kolde vand.
Jeg fik aldrig varmen i fødderne, og skiftede strømper halvvejs gennem cyklingen. Der blev jeg mødt af nedenstående syn.

Nej jeg har ikke fået en bowlingkugle over foden. Det er blot resultatet af 1.000 vis tryk på en lettere klemt tå i for små sko.

Et par dage efter var der en stor blod/væskeansamling bag neglen, som jeg prikkede hul på, men den kom bare igen.

14 dage efter, efter en svømmetræning, så jeg sådan ud, og her to måneder efter er tåen stadig lidt rød og hævet.

Dagen efter er der ceremoni på Malevile, hvor vinderne får overrakt præmie.
Michael havde det tydeligvis skidt og lignede en med tømmermænd. Om det var styrtet eller et voldsomt salt-indtag var ikke til at sige, men en langt mere lavmælt Michael end vi er vant til.


Tak til alle der fulgte mig på dagen, til dem der gjorde det muligt for mig at deltage. Tak til Daniella og Vlad for et fantastisk løb.

Slutteligt den officielle film

Nå ja, og så lige den her.

Vi ses i Decin i ’18.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *