Føljetonen Alaskaman

Så er det definitivt. Jeg har løst billet til Alaskaman.

Og faktisk ved samme lejlighed også til Canadaman, så vi skal et smut over dammen og køre race til næste år.

Meget amerikansk, skal man krydse af og signere et hav af punkter.

Hvis jeg kommer til Alaska, og vandet er varmt eller bare lunkent, så kan de godt regne med at jeg anlægger sag.

Bla bla bla…

Det kræver næsten sit eget blogpost, på den anden side er det jo ingen overraskelse. Lotte er kaptajn – Også på Alaskaman.

Og hvad er der så i vente…

I stedet for den sædvanlige highlight film, har jeg fundet et private klip, som måske giver et bedre indtryk.

Alaskaman igen igen

Jeg har efterhånden haft nogle indlæg, som i større eller mindre omfang har omhandlet Alaskaman, og dette bliver heller ikke det sidste.

1. november åbnede lotteriet til X-tri stævnerne
En “mellemtid” på lotteriet
Alaskaman

Som jeg skrev om i indlæget Alaskaman, ligger jeg ret godt på ventelisten. Faktisk har jeg nr. 34, hvilket betyder at der er 33 der har registreret sig før mig, da tilmeldingen åbnede.
Startnumrene til dem som har været heldige i lotteriet, men som alligevel ikke ønsker at deltage, vil blive fordelt efter først til mølle princippet til dem på venteliste, og da jeg fredag den 24. november henvendte mig til arrangørene, for at spørge til dels mit nummer i rækken, samt hvor mange der manglede at fuldføre deres registrering, var svaret… Nå ja, du kan sådan set bare gå tilbage og læse det i linket ovenfor.

Anyway. I dag var der mail fra Alaska

Jeg behøvede ikke engang at åbne mailen for at se hvad det drejede sig om. Ja faktisk kunne jeg regne det ud, helt uden at læse emnet på mailen også, for med 3 dage til deadline for betaling, kan mail fra dem, kun betyde en ting.

Der ligger således et startnummer og venter på mig nu, og vi skal derfor have undersøgt feriemuligheder, overslag på hvad det vil koste, om pigerne kan være med på sidelinjen på et race (Altså i supportbilen en hel dag, uden at drive hinanden og i særdeleshed Lotte til vanvid) og endelig om Lotte kan løbe med på de sidste 10 km til finish line.

Som jeg tidligere har nævnt, ville jeg gerne kombinere en race-cation med en nonfirmationsgave til Zenia, som gerne vil til New York, og det ville passe med at tage Canadaman, ferie, Alaskaman på 3 uger, og både Zenia og jeg, ville kunne spare lidt penge, i forhold til hvis vi skulle have været afsted “alene”.

Deadline for at beslutte sig er onsdag den 28. november, så der er lidt at snakke om og undersøge her i weekenden og starten af næste uge.

En race-kalender vil i givet fald se således ud:

  • Canada man 8. juli – Lotte som support
  • Alaskaman 21. juli – Lotte som support
  • Swedeman 11. august – Muligvis Steffen som support
  • Janosik 1. september – Michael som support
  • Winterman 14. oktober – Lotte som support

Alaskaman

Det er nu godt en uge siden, der kom svar fra Alaskaman. Desværre var jeg ikke blandt de 300 heldige, som fik startnummer… I første omgang i hvert fald.

Som de skriver, skal de udvalgte, færdiggøre deres registrering. Primært ved at betale for startnummeret, som koster 500 $ svarende til godt 3.100,- danske kroner.
Så de startnumre, som ikke er betalt inden onsdag den 29. november, bliver udbudt til dem på venteliste – Altså dem, som ikke i første omgang fik startnummer, herunder mig, samt dem der efterfølgende har meldt sig til.
Som det også står nederst i udklippet fra mailen ovenfor, er man blevet tilføjet ventelisten, i den rækkefølge man tilmeldte sig.
Jeg tilmeldte mig 1. november tæt på midnat dansk tid, så næppe som den første, men dog den første dag registreringen var åben.

Om de så også trækker fra ventelisten i rækkefølge, eller om det er random lotteri igen, er lidt uklart, for i en mail skriver de også “All unclaimed entries will be forfeited and randomly awarded to the lottery turned waitlist” – altså randomly…

Kværulanten, som jeg er, skrev jeg og spurgte, og svaret var

“Yes misqorded, misworded. They’ve been being award based on date of signup for lottery/waitlist.”

Ifølge deres hjemmeside, er der ca. 150 på ventelisten, så grundlæggende er der en ting som spiller ind, på sandsynligheden for at få startnummer.
Hvor mange af de 300 der fik startnummer, betaler ikke for det, og altså sender deres startnummer videre til ventelisten, og dermed er jeg blandt de heldige.

Nå, uanset hvad, så må jeg stadig vente 5 dage endnu, og se om jeg er heldig i anden omgang.

Opdatering

Jeg havde ikke forestillet mig at få svar på mit spørgsmål, men efter jeg havde fået svar på at ventelisten var “first come first served”, skrev jeg igen til arrangøren og spurgte hvilket nummer jeg var på ventelisten, og hvor mange der endnu ikke havde fuldført deres registrering, og en halv time senere var der mail med svar.

Jeg er nr. 34, og 20 før mig fra ventelisten har allerede fået tilbudt startnummer. Dvs. jeg er nr. 14 i rækken.
I alt er der 250 på ventelisten, så jeg ligger trods alt pænt i det sammenhæng, særligt da kun 35 % fra lotteriet har fuldført registreringen.
De sidste 65 % har yderligere fem dage til at gøre det, og Aaron fra AlaskaMan, forventer at et sted mellem 125 og 150 har gjort det når tidsfristen udløber. Dermed vil der være 50-75 pladser som bliver givet til ventelisten, og som han slutteligt skriver, så er der faktisk yderligere fire fra lotteriet, der har trukket sig, men han har ikke skrevet til de næste fire fra ventelisten endnu, hvilket betyder at der helt aktuelt kun er 9 personer foran mig på ventelisten.

Alt tyder med andre ord på, at jeg midt i næste uge vil blive tilbudt en plads i næste års AlaskaMan.
Det vil jeg så have få dage til at beslutte mig for, så den snak skal Lotte og jeg have her i weekenden, og beslutter vi os for at tage afsted, bliver Canadaman en del af pakken.

Det vil i så fald betyde af næste års sæson vil bestå af følgende race:

  • Canada man 8. juli – Lotte som support
  • Alaskaman 21. juli – Lotte som support
  • Swedeman 11. august – Muligvis Steffen som support
  • Janosik 1. september – Michael som support
  • Winterman 14. oktober – Lotte som support

Spændende 🙂

 

Mens vi venter på sæsonstart

Det var en overraskelse, da vi i Skotland blev præsenteret forAll X Tri’s (som det hed den gang) familieforøgelse, med de tre stævner Janosik, Alaskaman og Canadaman.
Nu havde jeg lige gennemfør de tre oprindelige race, Norseman, Swissman og Celtman, og dermed gjort mig berettiget til en plads til i deres Hall of Fame.
Straks gik jeg igang med at planlægge hvordan jeg kunne få tage de tre løb, og fastholde min plads i Hall of Fame, og i has tilmeldte jeg mig Janosik, og tænkte at jeg kunne tage de to øvrige i ’18.

Janosik blev desværre en skuffelse, da jeg ikke nåede cut off’et på 25 km, og måtte udgå med kun 15 km igen, men det er en anden historie.

Under overvejelserne til hvilke stævner jeg skulle stille op i, i 2018, kommer der pludselig endnu et løb på banen i Sverige – Swedenman, således at der nu var 7 løb, og både Michael og jeg tilmelder os dette og Norseman, og jeg tilmelder mig desuden lodtrækningen på Alaskaman, samt Janosik og endelig Winterman.

Resultatet af lodtrækningen er kun lige blevet offentliggjort, og jeg har fået Swedenman, Janosik og Winterman, men afslag på Norseman og Alaskaman, med det for lille forbehold, at hvis nogen melder fra, så kan jeg være “heldig” at skulle til Alaska alligevel. I så fald er planen at tage Canadaman også, som ikke er med lodtrækning.
Og så offentliggøre XTri World Tour, at der er tre nye løb på programmet, i henholdsvis Italien, Spanien og Sydamerika.

Pludselig er der rigtig langt til pladsen i Hall of Fame. På den anden side er jeg sådan set godt på vej, og selv om jeg havde haft de syv når ’18 sæsonen var overstået, hvis alt havde flasket sig (ikke var udgået og været heldig i lotteriet), så er udfordringen ens for alle, og jeg har trods alt allerede været heldig og fået startnummer til flere af dem.

Jeg glæder mig til at se hvad det bliver for race og hvornår de ligger. Patagonien er langt væk, men Italien og Spanien skulle være muligt at tage.

Nordamerika, Nordeuropa, Østeuropa, og nu Sydeuropa og Sydamerika. Så mangler vi lidt Afrika, Mellemøsten, Rusland, Asien og Australien. Vi kommer ikke til at løbe tør for stævner lige foreløbig.

XTri World Tour består herefter af 10 stævner, hvilket nok også i højere grad retfærdiggøre en Hall of Fame.
Ud over de ti stævner, er der en række mindst lige så krævende ekstreme triatloner rundt om, primært i Europa, som kunne være spændende at stille op i, så bare kom igang med træningen.

 

Svar fra Swedenman

Jeg har tjekket min mail mindst 100 gange i dag, og jeg har stadig ikke hørt fra Swedenman…

I formiddags var der ellers svar fra Alaskaman, som desværre ikke kunne tilbyde mig plads i racet til næste år. I hvert fald ikke til at starte med, så jeg må have tålmodighed et par uger endnu, før jeg ved besked.

Men kom nu Swedenman – De kan nok ikke få armene ned, efter de slog Italien i fodbold den anden dag.

Efter at have læst lidt på deres facebookside (for det kan man godt, uden selv at have en facebook-konto), kan jeg se at tilmelding lukkede natten til i dag, den 15/11 og resultatet af lodtrækningen først vil blive annonceret på lørdag den 18/11…

Og så får jeg pludselig den her besked fra Michael

Jeg griber straks telefonen og ringer til ham og siger tillykke… Men min indbakke er stadig tom.
Betyder det så at jeg ikke skal med, eller hvad sker der mon?

Anyway. Michael er med, og jeg er super glad på hans vegne. Supporter, tja, hvis ikke jeg selv får den, er det mig. 🙂

Opdatering

Det slog mig pludselig, at jeg kunne tjekke min spamfolder…

Og minsandten om ikke der er svar fra Swedenman… Og svaret er det samme som Michael fik.

 

Næste års duel mellem Michael og mig, bliver altså i Åre den 11. august.

Status p.t. er altså 11. august Swedenman, 1. september Janosik med Michael som supporter og 14. oktober Winterman med Lotte som supporter, men jeg ved endnu ikke hvem jeg skal have med til Sverige. Det er samme uge, som pigerne skal starte i skole efter sommerferien, så det er måske meget smart at den ene af os er hjemme til det.

En “mellemtid” på lotteriet

Alaskaman er et af de nye medlemmer af X Tri World Tour, og tildeles lige som Norseman og flere af de andre, via lodtrækning.

Den 1. november signede jeg op til Norseman, Swedenman, Janosik og Alaskaman. (Læs evt min post om lotteriet her)

Jeg valgte ikke at signe til Celtman, Swissman og Canadaman – De to første, fordi jeg allerede har gennemført dem, og selv om jeg har planer om at tage til Skotland igen, for at få den blå t-shirt, men ikke i ’18.
Canadaman har jeg ikke, men den tildeles ikke via lodtrækning og jeg har derfor ikke signet til den, da jeg tænkte at jeg ville gøre det, i fald jeg fik Alaskaman.

Allerede for et par dage siden, fik jeg beskeden om, at jeg ikke fik plads i den næste Norseman.

Den 15. november – altså i dag, kommer der svar fra Alaska og Sverige, ligesom tilmeldingen til Winterman åbner.

Billedet siger næsten det hele

Ingen Alaskaman i ’18, og selvom overnatning og rejseplaner var delvist booket og planlagt, så er planen at droppe Canadaman, med mindre det kan passes ind og falder i god jord, i forhold til en tur over Atlanten, sammen med familien, som alternativ nonfirmation for Zenia – Nå ja, der er, som de skriver stadig mulighed for at få en plads, hvis en af dem der var heldige i lotteriet, ikke takker ja, men lad os nu de.

Jeg har ikke fået svar fra Sverige, hvor jeg også har booket overnatning, men ikke fundet supporter endnu, så næste år er der 2 eller 3 stævner på programmet.
Måske Swedenman i august, Janosik i september, sammen med Michael og Winterman sammen med Lotte.

Syncro shift

Min første cykel havde kun eet gear – Ja vi er tilbage engang i slut 70’erne vil jeg tro, så da jeg senere fik ny, brugt, cykel, og den havde to gear, var det en voldsomt forbedring. At man skiftede, ved at træde pedalerne lidt baglæns, føltes slet ikke som et handikap, selvom jeg ofte fik bremset lidt, når jeg ville skifte. Ligesom den skiftede utilsigtet, når jeg bremsede, for dengang havde jeg kun fodbremse.
Senere igen fik jeg tre gear, men stirrede misundeligt på min gode vens 10 eller 12 gears cykel. Flere gear var lige med mere fart og fart var fedt.

Min 10 år gamle MTB har 9 speed kassette, min lidt nyere alu-racer 10 speed og min tricykel 11 speed, så det virker også som om producenterne stiler efter flere og flere gear på kasetten, omend der er en tendens til at droppe flere klinger, så hvor min MTB har tre klinger, har moderne MTB kun een. Spændet mellem største og mindste tandhjul i kassetten er så til gengæld noget større. Selv på tricyklerne, er dem der kører flad landevej begyndt at droppe de to klinger, og nøjes med en.
Til mit brug, med en del bjergkørsel, vælger jeg nu at holde fast i to klinge systemet, som giver mig 22 gear.

22 gear er dog teoretisk. For det første er der en del producenter der fraråder de yderste gear på kasetten til modsatte klinge. Altså stor klinge til stort tandhjul på kasetten og omvendt. Begrundelsen skulle være øget stress på kæde og gear.
Desuden er der et overlap i gear-ratio, som det ses af tabellen herunder.

3452
113,0909094,727273
122,8333334,333333
132,6153854
142,4285713,714286
162,1253,25
181,8888892,888889
201,72,6
221,5454552,363636
251,362,08
281,2142861,857143
321,06251,625

Her vises alle kombinationer af mine gear, og ratio udregningen svarer til at for hver omgang jeg træder i pedalerne, drejer baghjulet ratio-tallet omgange. Kender du omkredsen af dit hjul, ganger du det på ratio, og har så fremdriften pr. pedalomgang, men det er uinteressant lige nu 🙂

Kombinationen 52/32 giver et ration på 1,625, som ligger et sted mellem kombinationerne 34/18 og 34/22.

Lidt mere forsimplet, kan man sige at skulle man have et 2 speed kasette 17-26 og samme klingesæt som ovenstående 34/52, har man ikke 4 gear, som man skulle tro, men kun tre forskellige.

3452
1723,058824
261,3076922

Kombinationen 34/26 giver samme ratio som 52/26. Man tilbagelægger altså samme distance, uanset hvilken af de to kombinationer man vælger.

Lad os holde det simpelt her, og undlade at kikke på effektiviteten i trådet og forskellen mellem stor og lille klinge.

Hvis jeg accelerere, skal jeg altså skifte fra 34/26 til 34/17 og videre til 52/17, hvilket ville være nemt. Skift først på den ene skifter og så på den anden, men på min 11 speed vil en tilsvarende acceleration, typisk kræve skift på bagereste skifter indtil mindste tandhjul rammes, og kombinationen lille klinge lille tandhjul, som producenten fraråder, og så et skift til stor klinge samtidig med tre skift ned på bagerste, for at ratioen fortsætter uden for stort spring.

Det samme gør sig naturligvis gældende, når man kører op af bakke og gear’er den anden vej.

Shimano har til dette udviklet Syncro Shift, som laver dette skift for dig.
Helt bogstaveligt betyder det at du ikke selv længere behøver at skifte mellem stor og lille klinge – Det gør gear-systemet selv, i forhold til dine præferencer og gear-ratio.

Således undgås yderlighederne med øget stress på kæde og gear, og man får automatisk det næste gear i ration-rækken.

På papiret virkelig smart, og på vej til Winterman, kørte jeg forbi en cykel-web-shop, som havde den hardware der skal til, for det virker naturligvis ikke med ældre DI2 modeller. Ny batteriholder og Dfly, som er den enhed der gør at jeg kan kommunikere trådløst fra min cykelcomputer. Egentlig kan man godt gøre det uden, men jeg havde ikke kablerne med, så jeg kunne konfigurere gearne fra min computer, så det skulle gøres via bluetooth fra enten telefon eller ipad.

Jeg betragter mig selv som en efterhånden erfaren triatlet med både en del år og stævner bag mig, så jeg har også hørt dem der siger at man ikke skal eksperimentere med nye gel, tøj eller teknik på raceday. På den anden side kan jeg ikke have sådan noget hardware liggende uden at montere det, og selve syncro shift er ret let at slå til og fra mens man kører.

Jeg er generelt meget opmærksom på hver gang jeg skifter mellem stor og lille klinge. Nok fordi mine gear ikke er 100 % justeret, og jeg har været for doven til at gøre det. Det betyder at jeg en gang imellem smider kæden.
Med syncro shift aktiveret betød det at jeg nærmest ved hvert gearskift nu var ekstra opmærksom, for jeg vidste endnu ikke præcis hvornår den ville skifte mellem stor og lille klinge.
Systemet har også fået kritik af skift netop fra stor til lille klinge, ved kørsel op af bakke, hvor man trykker hårdt og typisk timer sit skift, så man ikke er midt i powerzonen i trådet – Det synes jeg nu ikke jeg havde nogen problemer med, men jeg fik skiftet ud over største klinge nogle gange – Ikke noget der ikke kunne fikses ved et manuelt skift tilbage på lille klinge. Fakrisk valgte jeg flere gange når jeg nærmede mig en opkørsel, at skifter manuelt til lille klinge.
Man kan med andre ode godt manuelt skifte, selvom man er i syncro shift mode.

Ud over syncro shift, hvor ratio-rækken holdes og ydre-gearne undgås, og almindelige manuelle skift, er der desuden et tredje mode, hvor den lidt mere med hoved under armen skifte f.eks. to gear bagpå, hvergang du skifter foran – Dette mode har jeg dog ikke prøvet endnu.

Er det pengene værd?
Well, det giver ingen yderligere watt, ingen ændring i vindmodstand eller anden umiddelbar fordel, men er +95 % gadget.
Da jeg skiftede til DI2 med dobbelt-skiftere, oplevede jeg at jeg var mere tilbøjelig til at skifte gear, end jeg var vant til, da jeg kun havde skifter i aero-barene.

Som det ses af ovenstående graf, taget fra di2stat.com og mit winterman race i 2017. (Jeg ved ikke lige hvordan jeg skifter gear-indstillinger på di2 stat, så der står fejlagtigt 53/39 og ikke 52/34, som er mit faktiske klingesæt, ligesom jeg ikke kører 11-23, men i det aktuelle løb, kørte 11-32, men det er ikke afgørende) Grafen viser at jeg undgår de yderlige gear, som 53/23, 39/14, 13, 12 og 11 (som i virkeligheden er 52/32 m.v.)

Her er tilsvarende statistik fra winterman 2016, hvor det ses at de yderligere gear ikke er undgået.

Det er ikke helt let at aflæse her, men øverste piechart er fra 2017, nederste fra 2016, og 12 et halvt minut i yderligere gear i ’16, som blev undgået i ’17.

Ja ok, det er ikke helt fair at sammenligne, for i ’17 kørte jeg på Osymentric 52/34, mens jeg i ’16 kørte på Rotor 50/32, men det ændre ikke ved at de yderligere gear er undgået.
Der er så heftig debat på visse forra, hvorvidt det faktisk er nødvendigt at holde sig fra disse gear eller ej.
For mig er det primært fascinationen af teknik, der er tilfredsstillet med syncro shift, og med lidt mere justering og opsætning, er jeg sikker på at det nok skal komme til at køre helt smooth.
Og mon ikke dette blot er første skridt på vej mod mere automatiserede gearskift, som f.eks. selv skifter for at holde en bestemt kadance e.l.